Bossomnoré, offer for en tragisk og forfærdelig hændelse.

D. 7. februar 2023 om natten kom en uidentificeret gruppe i ”vores landsby” og dræbte 7 mænd. Kort efter tog gruppen til den nærliggende landsby Guttula og her dræbte de 5 mænd. 2 dage senere kom en gruppe – måske den samme (?) atter tilbage og beordrede hele Bossomnorés befolkning til at forlade landsbyen inden 2 dage.

Nu ligger landsbyen helt øde hen.

De fleste familier flygtede til den nærmeste store by Ouahigouya, hvor de store børn, som vi støtter, går i skole, kun meget få til hovedstaden Ouagadougou og andre tog helt til Elfenbenskysten.

Siden 2015 har det nordlige Burkina lidt under terrorisme. Antallet af dræbte mennesker løber op i flere tusinder. Alene siden begyndelsen af 2023 har der været mere end 200 drab. Over 2 millioner mennesker er drevet på flugt.

Denne situation viser klart omfanget af det kaos, som landet befinder sig i, samt statens magtesløshed. 2 kup på 8 måneder bragte 2 militærpræsidenter efter hinanden til magten. De har forgæves forsøgt at standse terrorismen. De franske tropper blev bedt om at forlade landet. Rusland med sin Wagner milits blev hilst velkommen. Med hvilke resultater? Ingen. Tværtimod, antallet af attentater stiger og usikkerheden breder sig.

Men uanset hvor kaotisk landets tilstand er, så bør foreningen dog stadig leve op til sit formål, nemlig at støtte Bossomnorés børns skolegang så længe som muligt.